Portræt af Pete Buttigieg under en tale
Pete Buttigieg, en fremtrædende figur i amerikansk politik, har ofte fremhævet sin militærtjeneste, især sin udsendelse til Afghanistan, som en hjørnesten i sin offentlige personlighed og politiske kampagner. Ligesom historiske figurer som George Washington, har Buttigieg, den tidligere borgmester i South Bend, Indiana, strategisk betonet sin syv måneder lange tjeneste som efterretningsofficer i Afghanistan, da han trådte ind på den politiske scene. Denne tjenestehistorik fungerer som en stærk legitimationsfaktor, især når man appellerer til et bredt vælgersegment. Denne tilgang kræver dog en fin balancegang: at anerkende betydningen af hans krigstidsoplevelse uden at overdrive dens karakter.
Buttigieg er forsigtig i sin selvbeskrivelse og undlader bemærkelsesværdigt at kalde sig selv for en kampveteran, selvom han anerkender de iboende farer ved sin udsendelse. Denne distinktion er blevet forstærket af sammenligninger, som dem fra den tidligere præsidentkandidat, Repræsentant Seth Moulton, der understregede forskellen mellem Buttigiegs tjeneste og hans egne adskillige kampturnéer i Irak. Som en tilføjelse til den nuancerede diskussion, har en tidligere chef for Buttigieg, selvom han antydede, at Buttigieg med rette kunne gøre krav på titlen som kampveteran, sat spørgsmålstegn ved hensigtsmæssigheden af at bruge et gevær i kampagneannoncer.
Efterhånden som Pete Buttigiegs politiske profil er steget, er granskningen af hans militære baggrund intensiveret. Denne undersøgelse finder sted i et politisk landskab, hvor militærtjeneste, på trods af sin respekterede status, ikke er immun over for politisk spørgsmålstegn, som det fremgår af tidligere udfordringer af dokumentationen for figurer som John McCain og John Kerry.
Under en kampagnebustur i Iowa adresserede Buttigieg kompleksiteten i at definere sin oplevelse og udtalte: „Det føltes lidt som kamp, da raketalarmen gik. Men jeg føler mig ikke parat til at bruge det udtryk om mig selv.‟ Denne udtalelse afspejler en forsigtig tilgang til at karakterisere sin tjeneste, samtidig med at han anerkender de reelle trusler, han stod over for.
Det er bemærkelsesværdigt, at blandt de nuværende demokratiske kandidater er Pete Buttigieg og Repræsentant Tulsi Gabbard de eneste individer med militær erfaring. Hvis Buttigieg var steget til præsidentposten, ville han ikke kun have været den første demokratiske præsident med militærtjeneste siden Jimmy Carter, men også den første præsident, der har tjent i en konflikt efter 9/11.
Buttigiegs vej til militærtjeneste var frivillig, og hans intellektuelle evner fik hurtigt anerkendelse. Pensioneret oberst Guy Hollingsworth udvalgte Buttigieg som den ledende analytiker, der fik til opgave at spore finansielle strømme til terrornetværk i Afghanistan. Dette kritiske efterretningsarbejde støttede direkte kampoperationer.
Selvom en betydelig del af Buttigiegs udsendelse til Afghanistan blev tilbragt på et sikkert efterretningskontor i det amerikanske/NATO-hovedkvarter i den grønne zone, er hans talrige udflugter uden for dette befæstede område et centralt punkt i debatten om hans veteranstatus. Ifølge Hollingsworth kvalificerer disse ture ind i Kabuls uforudsigelige miljø Buttigieg som en kampveteran.
Under disse missioner var Buttigieg ansvarlig for at køre teams af embedsmænd i en pansret SUV gennem Kabuls udfordrende gader. Han var udstyret med skudsikker vest og havde et M4-gevær let tilgængeligt. Navigeringen af disse ruter udgjorde betydelige risici.
„Det er definitionen, at gå ned i en kampzone,‟ hævdede Hollingsworth og understregede sit syn på Buttigiegs status som kampveteran.
Farerne ved Kabuls gader var mangefacetterede, lige fra potentielt fjendtlige menneskemængder til truslen om skjulte improviserede sprænglegemer (IED’er) i parkerede køretøjer. Disse forhold betød, at enhver køretøjsbevægelse, selv korte afstande, medførte betydelig risiko.
Pensioneret oberst Paul Karweik, der efterfulgte Hollingsworth som Buttigiegs chef, bekræftede den farlige karakter af disse udsendelser. „Hver gang nogen tog et køretøj og kørte, uanset hvor tæt det var – selv seks gader væk – derovre, var det en situation på liv og død,‟ forklarede Karweik.
Det er dog også en del af historien, at Buttigieg aldrig affyrede sit våben, og at han heller ikke blev udsat for fjendtlig beskydning. Disse kriterier er centrale for definitionen af en kampveteran i forbindelse med modtagelse af Combat Action Badge, en definition som Karweik tilslutter sig, og som Buttigieg selv synes at anerkende.
På trods af disse nuancer har Buttigieg ikke holdt sig tilbage fra at understrege de mere farefulde aspekter af sin krigstjeneste under sine kampagner. Denne understregning tjener til subtilt at differentiere ham fra sine primære demokratiske konkurrenter og til at drage en direkte kontrast til figurer som præsident Donald Trump.
I en bemærkelsesværdig tale til Iowa-demokraterne trak Buttigieg en skarp kontrast: „Jeg behøver ikke at holde en militærparade for mig selv for at se, hvordan en konvoj ser ud, fordi jeg kørte i en rundt i Afghanistan omkring det tidspunkt, hvor denne præsident optog sæson syv af ‚Celebrity Apprentice‛.‟ Denne bemærkning sidestillede direkte hans militære erfaring med Trumps baggrund.
Buttigieg har også ofte brugt linjen om, at han har „set værre indkommende end et forkert stavet tweet,‟ med henvisning til de sporadiske, men ofte unøjagtige, raketangreb, der blev oplevet på Bagram Air Force Base og senere i Kabul.
Han integrerer effektivt sin militære erfaring i kampagnedialoger, især når han taler for politikker som forbuddet mod automatvåben. I Charles City, Iowa, forbandt han sine krigszoneoplevelser med indenrigspolitik og udtalte: „Dette er bestemt ikke den følelse af fred og sikkerhed, jeg troede, jeg beskyttede, da jeg bar rundt på en af disse forbandede ting i en krigszone.‟
Mens Buttigieg åbent byder sammenligninger af tjenestehistorik med præsident Trump velkommen, der modtog flere udsættelser fra værnepligten under Vietnamkrigen, er der potentielle faldgruber ved at overbetone sin militære rolle.
Seth Moulton argumenterede, inden han trak sig fra præsidentkapløbet, spidsfindigt for, at hans fire kampturnéer som marineofficer gav en mere robust ledelsestest sammenlignet med Buttigiegs tjeneste. Moulton udtalte til Washington Examiner: „Det er godt, at borgmester Pete tjente, men der er en verden til forskel mellem at køre en Chevy Suburban i Kabul, hvor masser af udlændinge går rundt uden problemer, og at nærme sig fjenden i kamp.‟
Mens Buttigiegs chefer bekræfter nøjagtigheden af hans beskrivelser af sin tjeneste, er potentialet for granskning stadig til stede. Hollingsworth bemærkede: „Det koger ned til lidt af semantik,‟ da han diskuterede definitionen af en kampkonvoj, og om Buttigiegs oplevelser stemmer overens med dette udtryk.
Ifølge Hollingsworth, mens Buttigiegs udtalelse om at „køre i en rundt i Afghanistan‟ teknisk set kunne være korrekt, kunne det antyde en større skala af operationer, end hans faktiske opgave indebar. Han udtrykte også bekymring over kampagneannoncebilledet af Buttigieg, der holder et gevær, og stillede spørgsmålstegn ved, om det vildledende kunne antyde engagement i fjendtlig beskydning.
„Hvis jeg skrev hans bio-annonce, ville jeg ikke starte med det,‟ rådede Hollingsworth og understregede, at Buttigiegs primære rolle ikke var direkte kampengagement.
Buttigieg selv adresserede spørgsmål om, hvorvidt geværbilledet forskønnede hans mission, og forklarede, at billedet blev taget under en vandretur i den grønne zone. Han fortalte Associated Press: „Hvis du ser nøje efter, vil du bemærke, at jeg ikke har skudsikker vest på. Det var en håndterbar risiko, men man ville stadig gerne have sit våben.‟
Disse distinktioner er allerede begyndt at give næring til kritik fra republikanske kredse på sociale medier, hvilket rejser tvivl om Buttigiegs troværdighed. Disse kritikpunkter gentager tidligere tilfælde, såsom Trumps kritik i 2015 af John McCains tilfangetagelse under Vietnamkrigen og Swift Boat Veterans for Truths udfordring af John Kerrys Vietnamkrigsrekord i 2004. Disse historiske eksempler understreger sårbarheden af militærtjenestejournaler over for politiske angreb.
David Wade, John Kerrys kampagnetalsmand, understregede vigtigheden af proaktivt at håndtere sådanne udfordringer. „Bundlinjen er, at hvis det er et karakterspørgsmål, skal du matche dollar for dollar på annoncering,‟ rådede Wade og fremhævede nødvendigheden af en robust og tidlig strategi til at konfrontere ethvert angreb på en kandidats militærtjenestejournal.