I knew you Tried to change the ending Peter losing Wendy, I Knew you Leavin’ like a father Running like water, I And when you are young, they assume you know nothing.
Taylor Swifts stemningsfulde lyrik i ‘cardigan’ – “Peter losing Wendy” – fungerer som en stærk invitation til at genbesøge en fortælling, der er dybt forankret i vores kulturelle bevidsthed: Peter og Wendy. Denne tilsyneladende simple linje fra en popsang opfordrer os til at dykke ned under de sukkersøde, ofte romantiserede versioner af vores barndom og konfrontere de mere nuancerede og måske foruroligende undertoner i J.M. Barries roman fra 1911.
Selve lyrikken er rig på tvetydighed og sætter straks gang i spørgsmål. Forsøgte Peter at ændre et positivt udfald, hvilket uforvarende førte til Wendys tab? Eller mislykkedes han med at afværge en forudbestemt skæbne, hvor “Peter losing Wendy” altid var den uundgåelige konklusion? Måske forsøgte han at ændre en negativ slutning, men Wendy gik tabt alligevel. Denne tvetydighed bliver imidlertid et overbevisende udgangspunkt for en dybere udforskning af Peter Wendy-narrativet.
Vores kollektive erindring om Peter Pan er i høj grad formet af Disneys animerede film fra 1953. Denne version slutter typisk med Wendys begejstrede hjemkomst, fyldt med historier om eventyr i Drømmeland. Men Barries originale roman præsenterer en markant anderledes, mere melankolsk afslutning. Peter lover Wendy en årlig tilbagevenden til Drømmeland til “forårsrengøringstid”, men på trods af hendes håbefulde forventning i en ny kjole, dukker han ikke op. Denne gribende scene genlyder temaerne om længsel og uindfriede løfter, der findes i Swifts egne sange som ‘All Too Well (10 Minute Version)’ og ‘The Moment I Knew’ – den ensomme figur, der venter, klædt på til en fest, der aldrig materialiserer sig.
År senere vender Peter tilbage, kun for at finde Wendy forvandlet – en gift kvinde. For ham er hun “ikke mere for hende end lidt støv i den æske, hvor hun havde opbevaret sit legetøj.” Hans reaktion er ikke præget af forståelse, men af chok og vrede over hendes frækhed til at blive voksen. En stærk intern konflikt afsløres i Wendy, en indre stemme, der råber: “Kvinde, kvinde, slip mig.” Dette billede af Wendys fangne indre barn er dybt hjemsøgende og fremhæver de ofre og kompromiser, der ofte kræves af voksenlivet, især for kvinder.
Peter græder over Wendys forvandling og trøstes af hende, og så, i en cyklisk fortsættelse, tilbyder Wendy sin datter, Jane, som erstatning, til at flyve til Drømmeland med Peter til forårsrengøring. Dette mønster gentager sig, generation efter generation, hvor Janes datter Margaret derefter tager sin tur, “hver forårsrengøringstid, undtagen når han glemmer det.” Fortælleren afslutter denne foruroligende cyklus med den rystende udtalelse om, at den vil fortsætte “så længe børn er muntre og uskyldige og hjerteløse.”
Wendy, John og Michael Darling kigger ud af vinduet i Peter Pan
At afslutte en børneroman med påstanden om børns hjerteløshed er unægteligt provokerende. Barries Peter og Wendy er gennemsyret af en overraskende understrøm af kritik rettet mod både voksne og børn. Denne kompleksitet, der ofte overses, gør det til et besynderligt valg som børneklassiker. Det er forståeligt, hvorfor Disney strømlinede fortællingen og udelod meget af dens dybde (dog beklageligvis bibeholdt dens problematiske racistiske elementer) og omformede Peter-Wendy-dynamikken til en mere konventionel ungdomsromance.
Imidlertid bringer Swifts lyriske reference noget af denne afgørende kompleksitet tilbage. Swift, der tilsyneladende har bevæget sig ud over romantiseringen af evig ungdom, der er tydelig i hendes tidligere arbejde som Speak Now, omfortolker Peter Wendy-historien i ‘cardigan’, kombineret med linjen “leaving like a father, running like water,” og inden for rammerne af Betty-James-Augustine-kærlighedstrekanten (hvor utroskab antydes). Det bliver en fortælling om en tankeløs, selvcentreret mandebarn, der unddrager sig ansvar og nægter at modnes. Dette resonerer med konceptet ‘Peter Pan-syndromet’ i populærpsykologien, som beskriver individer, der ofte udviser træk, der ligner narcissistisk personlighedsforstyrrelse, som gør modstand mod at blive voksne og påtage sig voksne forpligtelser.
Swift er ikke alene om at revurdere Peter Pan-narrativet gennem en moderne, især feministisk, linse. Den britiske singer-songwriter Maisie Peters tager i sin sang ‘Wendy’ fra 2023 (fra hendes album The Good Witch) denne genfortolkning endnu længere end Swift. Hun forbinder eksplicit Peter Pan-syndromet med potentielt skadelige og ulige kønsdynamikker. I omkvædet synger Peters til en elsker: “you could take me to Neverland, baby/We could live off of magic and maybes.” Alligevel er taleren stærkt bevidst om den urealistiske natur af denne romantiske fantasi. Hun erkender den underliggende sandhed: “Behind every lost boy, there’s always a Wendy” – en figur, der påtager sig det følelsesmæssige arbejde med at guide og støtte ham, indtil han uundgåeligt mister interessen og “wanders back to the forest.” I denne dynamik ofrer Wendy sine egne aspirationer og potentiale:
Take the hand and go with him Be the clock that he watches Wait until he gets bored and Wanders back to the forest Lose the world that you live in Pretend that it’s what you wanted It’s a life I could have, I know.
Sangens taler fornemmer tydeligt denne potentielle fremtid og udtrykker sin frygt: “if I’m not careful, I’ll wake up and we’ll be married, and I’ll still flinch at the sound of a door.” Linjen “It gets old being forever 20,” er tvetydig og afspejler muligvis hendes egen træthed eller hendes observation af hans arresterede udvikling.
For Peters optræder de afgørende linjer tidligt i sangen: “Lost my page when you kissed me, now I remember the whole book – she almost loses her way ’cause she followed him after one look.” Dette indkapsler oplevelsen af mange kvinder, der, revet med af romantiske idealer og eventyrfantasier, befinder sig i ulige forhold og mister udsynet til deres egne veje.
Peters har imidlertid “remembered the whole book” og opfordrer lytterne til at gøre det samme. Vi er nødt til at se ud over de romantiserede forestillinger om eventyr og nostalgi, der ofte forbindes med Peter Pan, og dykke ned i den magtdynamik, der er iboende i Barries skabelse og dens problematiske arv. ‘Wendy’ bliver en moderne Peter Pan for en feministisk generation, der er tunet ind på begreber som våbeniseret inkompetence og den ulige fordeling af mental belastning i forhold.
Wendy i Peters sang træffer et afgørende valg: “so I’ll lock the window and turn on the AC/You’ll throw your rocks and you’ll scream that you hate me.” Peter Pans ikoniske indtrængen gennem vinduet, der er til stede i både Barries roman og Disney-filmen, bliver et symbol på indtrængen, som Wendy nu afviser og vender ryggen til ham og alt, hvad han repræsenterer. Dette resonerer stærkt med den følelse, der udtrykkes i afslutningen af Swifts sang ‘Peter’ fra The Tortured Poets Department. Efter gentagne venten og skuffelse opgiver hun endelig håbet om hans modning og tilbagevenden:
And I won’t confess that I waited But I let the lamp burn As the men masqueraded I hoped you’d return With your feet on the ground Tell me all that you’d learned Cause love’s never lost when perspective is earned And you said you’d come and get me but you were 25 And the shelf life of those fantasies has expired Lost to the lost boys chapter of your life Forgive me Peter, please know that I tried To hold onto the days when you were mine But the woman who sits by the window has turned out the light.
“Lost to the lost boys chapter” – Swifts Peter spejler Peters Peter, en figur, der evigt vandrer i skoven og efterlader Wendy i en cyklus af forventning og ultimativ desillusionering.
Begge kunstneres talere nægter at acceptere denne skæbne. Swift “turns out the light” – symbolsk set slukker den romantiserede fantasi og belyser muligvis den barske virkelighed i situationen. Hun udsætter Barries klassikers idealiserede dynamik for granskning og afslører dens mangler. Peters sang slutter med et dvælende, trodsigt spørgsmål: “What about my wings? What about Wendy?”
Ja, hvad med Wendy? Mens Barries roman oprindeligt havde titlen Peter and Wendy, er den nu overvejende kendt og omtalt som blot Peter Pan. Men takket være kunstnere som Peters og Swift oplever Wendy en genopblomstring. Dette øjeblik understreger tilpasningens kraft og betydning.
Tilpasning fungerer både som en hyldest til en kildetekst og en kritisk undersøgelse af den. Tilpasninger er ikke passive afledninger; de går i dialog med deres originaler. Peter og Wendy og Swifts og Peters sange beriger hinanden gensidigt. De giver os mulighed for at forstå og sætte spørgsmålstegn ved både den genfortolkede fortælling og dens oprindelse. Vi kan værdsætte nostalgien for en elsket barndomsklassiker, mens vi som voksne bliver opmærksomme på dens mere gribende, endda foruroligende, undertoner.
Swift og Peters fremhæver faldgruberne ved at holde fast i forældede kønsroller, der er videreført af eventyr og børnelitteratur – et tema Swift udforskede tidligere i ‘White Horse’ – og ældre værkers tendens til at forstærke patriarkalske ideologier, der er skadelige for kvinders velvære. Det er på tide at bevæge sig ud over romantiseringen af mænd, der gør modstand mod at blive voksne. Det er ikke charmerende eller nuttet; det er ofte et privilegium, der gives af kvinders usynlige arbejde, som håndterer de voksne forpligtelser, kvinder der omvendt ofte tvinges til at blive voksne for tidligt. Redder eventyret virkelig jomfruen i nød, eller fastholder det faktisk hendes nød i det lange løb?
Johannes Fehrle bemærker, at opfattelser af “originale” tekster uundgåeligt formes af efterfølgende tilpasninger, hvilket gør en tilbagevenden til en rent original fortolkning umulig. I tilfældet med Peter og Wendy kan dette være en positiv udvikling. Det er en historie, der ikke bør begrænses til Drømmeland, evigt ungdommelig og uanfægtet. I stedet er det en af mange fortællinger, vi konstant skal genbesøge og kritisk undersøge i det 21. århundrede.
Vi skal vedholdende spørge: Hvad med Wendy?
