Peter Sellers’ sidste filmrolle i “Being There,” der blev udgivet i 1980, året for hans alt for tidlige død i en alder af 54 år, anses bredt for at være hans magnum opus. Denne film, som jeg for nylig har set igen for tredje gang og finder stadig mere fængslende, opererer i et rige af drømmeagtig skønhed, gennemsyret af en mørk, stemningsfuld atmosfære, der er fuldstændig betagende. Mens visse plotudviklinger måske strækker realismens grænser, ville det være at overse filmens nuancerede brillans at nærme sig “Being There” med et rationelt blik. I hjertet af filmen er den uforglemmelige karakter Mr. Chance, bragt til live af Peter Sellers.
Fortællingen i “Being There” er bedragerisk simpel. Mr. Chance, eller Chauncey Gardener, som han også kaldes, er en midaldrende mand med et barns sind. Hele hans liv har været begrænset til en velhavende velgørers byhus i Washington D.C., hvor han passer haven og lever i lykkelig isolation fra omverdenen. Hans verden vendes på hovedet, da hans arbejdsgiver går bort, hvilket efterlader Chance hjemløs og kastet ud i et ukendt bylandskab. Hans primære interesser er simple: havearbejde og fjernsyn, et tidsfordriv han ofte opsummerer med den ikoniske sætning: “Jeg kan godt lide at se fjernsyn.”
Et tilfældigt møde, bogstaveligt talt, da en limousine ved et uheld rammer ham, fører Chance til den overdådige herregård, der tilhører den velhavende magnat Benjamin Turnbull (Melvyn Douglas) og hans kone Eve Rand (Shirley MacLaine), som har tætte bånd til præsidenten. Mr. Chance bliver taget godt imod på grund af sin høflige optræden, upåklagelige påklædning og velovervejede måde at tale på, og de forveksler ham med en sofistikeret intellektuel. Denne misforståelse eskalerer i en særlig humoristisk scene, da Chance møder præsidenten. Da han bliver bedt om sin ekspertvurdering af den skrantende økonomi, svarer Chance, der naturligvis er uvidende om makroøkonomi, med refleksioner over sit eneste ekspertiseområde: havearbejde. Hans observationer om “forår og sommer, efterår og vinter, det hele er en cyklus, og alt begynder at gro igen” fortolkes som dybe metaforer for økonomiske cyklusser, hvilket befæster hans image som en indsigtsfuld, om end gådefuld, figur.
Selv en tilsyneladende harmløs udtalelse som “Jeg ser kun fjernsyn,” da han bliver spurgt om sine læsevaner i aviser, bliver fordrejet til en dyd. I offentlighedens øjne forvandler denne indrømmelse Mr. Chance til et forbillede for ærlighed, en forfriskende kontrast til den opfattede bedragerskhed, der ofte forbindes med politik i Washington. Denne tilfældige opstigning til berømmelse fremhæver filmens skarpe satiriske kant, der kommenterer samfundets overfladiskhed og sulten efter simple svar i en kompleks verden.
“Being There” har støt og roligt vokset i kritisk anerkendelse og omdømme gennem årene, et bevis på dens varige kvalitet. Instruktør Hal Ashby oversætter mesterligt Jerzy Kosinskis roman til en mørk komedie og visuelt slående film. Ashbys instruktion er bevidst og tempofyldt og opretholder en konsekvent tone, der balancerer humor og melankoli. Filmen løftes yderligere af exceptionelle biroller fra Melvyn Douglas og Shirley MacLaine. MacLaines portrættering af Eve, især hendes introspektive scene, tilføjer endnu et lag af kompleksitet til fortællingen. Men det er unægtelig Peter Sellers som Mr. Chance, der leverer en præstation af en anden verden.
“Being There” var et passionsprojekt for Peter Sellers i næsten et årti. Han forberedte sig omhyggeligt til rollen som Chance og var særlig opmærksom på sin stemme, som han konstant forfinede gennem båndoptagelser. Sammenligninger med Tom Hanks’ portrættering i “Forrest Gump” er uundgåelige, men falder i sidste ende til jorden. Mens begge film har hovedpersoner, der er noget afkoblet observatører af det amerikanske samfund, giver Sellers Mr. Chance en langt større kompleksitet og tvetydighed. “Being There” er uden tvivl den overlegne film, og selvom Tom Hanks sikrede sig en Oscar for “Forrest Gump,” argumenterer mange for, at Peter Sellers’ nuancerede og mesterlige præstation i “Being There” fortjente prisen (han blev faktisk nomineret til Bedste Mandlige Hovedrolle).
Selv efter gentagne visninger fortsætter “Being There” med at afsløre nye lag og indsigter, et kendetegn for en virkelig stor film. Dens temaer om identitet, perception og enkelhedens kraft resonerer dybt. For at øge filmens tiltrækningskraft blev en betydelig del af “Being There” filmet på Biltmore Estate i Asheville, North Carolina, Vanderbilt-familiens overdådige herregård. For dem, der er interesserede i filmlokationer og arkitektonisk skønhed, tilføjer et besøg på Biltmore endnu en dimension til at værdsætte dette filmiske mesterværk. “Being There” er mere end bare en film; det er en oplevelse, en film der skal nydes og overvejes.
